Es Trenc – stranden over dem alle.

IMG_6322

 

Sådan havde vi læst på nettet, og kørte derfor den lange vej fra Alcudia til det sydligste af Mallorca, for at besøge den berømte strand. En tur på godt en time, så vi var fulde af forventninger da vi nærmede os. 3-4 kilometer fra mål, tårnede kæmpe hvide saltbjerge op bag et lukket område. Det var muligt at gøre holdt, for at se nærmere på det salte håndværk, men vi fortsatte lystigt mod det frodige paradis.

Af en eller anden grund var vi ikke de eneste den dag, der havde fået den idé. Efter saltfabrikken blev vejen meget smal, og tillod ofte kun én bil i bredden. Klokken var blevet næsten 15, og mange var også på vej væk fra stranden, hvilken ofte betød at sidespejlet måtte stå sin prøve, når modkørende kom lidt for tæt på. Sådan forløb det ca. 3 kilometer, til vi endelig ankom til stranden. Helt fremme blev vi modtaget af en p-vagt ved et lille p-hus. Det kostede 6 EUR at benytte pladsen, og der var ikke rigtig noget alternativ.

IMG_6324

Efter en kort gåtur fra pladsen, befandt vi os endelig på stranden. Den var meget smal, havde store bølger og var sort af mennesker. Det var virkelig svært at finde en lille plads til håndklædet, men det lykkedes et stykke henne. Børnene elsker at bade, men pga. de store bølger og dybe vand, var det svært for dem at være med. Der var også meget tang i vandet, og motorbåde, der sejlede frem og tilbage fra de store både, der lå for anker lidt længere ude.

IMG_6318

Jeg tog dykkermasken og svømmefødderne på, for at se hvad der befandt sig under overfladen, og det samme gjorde den ældste søn. Havbunden var primært sand, men ca. 20 meter ude, var der et lille rev med små fisk. Ikke den store oplevelse, og det lave vand over revet, samt de store bølger gjorde det en smule farligt.

Jeg tror ikke vi var på stranden mere end en halv time, før vi vendte snuden tilbage til bilen igen. Mange på nettet havde rost stranden til skyerne, men af de strande vi havde besøgt på Mallorca, var Es Trench den absolut dårligste. Der bliver ikke uddelt mange stjerner herfra.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *